Retssagsførelse - Domstolene og Voldgift - Syn og Skøn

Advokat Michael von Kauffmann kan repræsentere virksomheder, foreninger og personer under

Retssager i Byret, Landsret og Højesteret
EF-domstolen
Den Europæiske Menneskeretsdomstol
Voldgiftssager
Tvistighedsnævnet
Afskedigelsesnævnet
Forligsforhandlinger m.v.

Advokatfirmaet bistår i den forbindelse med ansøgning om eventuel

Retshjælp
Fri proces
Evt. økonomisk dækning under fagorganisation

Kontakt gerne advokat Michael von Kauffmann for en nærmere drøftelse. Tlf. 33159315. E-mail: advokat@kauffmann.dk eller michael@kauffmann.dk

Advokat Michael von Kauffmann HØJESTERETS DOM afsagt onsdag (len 20. oktober 2010

A, der var sigtet for vold begået i Grønland, blev i december 1999 overført fra Grønland til Danmark for at blive mentalundersøgt på Amtshospitalet Vordingborg. Umiddelbart efter overførelsen til Vordingborg overfaldt han en af de ansatte på hospitalet. Han blev som følge heraf senere dømt til anbringelse på Sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland. Vestsjællands Amt, V, (nu Region Sjælland, R), krævede udgifterne for opholdet på Sikringsafdelingen og senere Psykiatrisk Hospital i Århus dækket af Dronning Ingrids Hospital Nuuk, D. 1juni 2005 og på ny i januar 2006 udtalte Indenrigs- og Sundhedsministeriet. I, at betalingsforpllgtelsen påhvilede Storstrøms Amt, S, (nu R). » 246» På baggrund af l's afgørelse meddelte V ved brev af 6. april 2006 D, at man ville udstede en kreditnota til D, hvilket skete kort efter. Tilbagebetalingen blev imidlertid ikke effektueret, og D udtog stævning mod S og y i oktober og december 2006 med påstand om tilbagebetaling. Landsretten tiltrådte l's afgørelse og fastslog, at R var forpligtet til at tilbagebetale de uberettiget opkrævede udgifter i forbindelse med anbringelsen af A. Landsretten fandt, at D's krav på tilbagebetaling ikke var forældet. For Højesteret angik sagen alene, hvorvidt den del af tilbagebetalingskravet, der lå 5 år forud for stævningen mod S, var forældet efter 1908-loven. Højesteret lagde til grund, at D først i 2004 blev bekendt med de omstændigheder, som medførte, at hospitalet ikke var forpligtet til at betale for anbringelsen af A på Sikringsafdelingen. Der var heller ikke grundlag for at fastslå, at D burde være blevet bekendt hermed på et tidligere tidspunkt. Forældelsesfristen efter 1908- oven kunne herefter først regnes fra et tidspunkt i 2004, jf. lovens § 3. I øvrigt anså Højesteret forældelsesfristen for udskudt ved henvendelsen til I om afklaring af, hvem betalingspligten påhvilede, ligesom forældelsen måtte anses for afbrudt ved V's brev af 6. april 2006, hvis indhold efter det forudgående forløb og opfølgningen med udstedelse af kreditnota i hvert fald måtte forstås som en skylderkendelse, jf. i 908-iovens § 2, 2. pkt. Der var derfor ikke indtrådt forældelse for nogen del af D's tilbagebetalingskrav mod R. 1) H.D. 20. oktober 2010 sag 48/2009 (1. afd.> Region Sjælland (tidl. Storstrøms Amt og Vestsjællands Amt) (adv. Svend Paludan-MUlle,; Kbh.) mod Dronning Ingrids Hospital Nuuk ved Grønlands Selvstyre (tidl. Grønlands Hjemmestyre) (adv. Michael von Kauffmann , Kbh.). østre Landsrets dorn 22. december 2008 (22. afd.), B-3071-06 og B-1304-07 (Taber Rasmussen, Black, Thomas Trier Hansen (kst.)). I henhold til en grønlandsk kredsrets afgørelse blev en person, der var sigtet for at have begået kriminalitet i Grønland, hvor han var bosiddende, overført til indlæggelse på et psykiatrisk hospital i Danmark for at blive mental undersøgt. Under indlæggelsen overfaldt han en plejer, og som følge af sigtelsen for dette overfald og den følgende danske dom, der udelukkende omfattede denne overtrædelse, blev han først anbragt på Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland og senere på Psykiatrisk Hospital i Århus. Nærværende sag angår spørgsmålet, om det er med rette, at udgifterne til denne anbringelse er blevet opkrævet hos de grønlandske myndigheder: Påstande m. y. Sagen Dronning Ingrids Hospital Nuuk v/Grønlands Hjemmestyre mod Region Sjælland (tidligere Storstrøms Amt) er anlagt den 3. oktober 2006 ved Retten i Vordingborg, som ved kendelse af 6. oktober 2006 har henvist sagen til behandling ved østre Landsret i medfør af retsp'ejelovens § 227. stk. 1. -j Sagen Dronning Ingrids Hospital Nuuk v/Grønlands Hjemmestyre mod Region Sjælland (tidligere Vestsjællands Amt) er anlagt ved Retten i Sorø den 27. december 2006. Sagen er af Retten i Næstved i medfør af retsplejelovens § 226. stk. 2, henvist til behandling ved østre Landsret ved kendelse af 21. juni 2007. Sagsøgeren, Dronning Ingrids Hospital, Nuuk v/Grønlands Hjemmestyre (herefter Dronning Ingrids Hospital), har nedlagt følgende principale påstande: Region Sjælland (tidligere Storstrøms og Vestsjællands Amt) tilpligtes at anerkende, at Region Sjælland har betalingsforpligtelsen for A under hans anbringelse henholdsvis på Sikringsanstalten, afdelingen i Nykøbing Sjælland, og på Psykiatrisk Hospital i Århus, Risskov. Region Sjælland tilpligtes at betale sagsøger 14.166.619 kr. med tillæg af procesrente af 1.998.643 kr. fra 2. oktober2006, og til betaling sker, af 9.913.167 kr. fra 22. december 2006, og tit betaling sker, og af 2.254.809 kr. fra 14. august 2007, til betaling sker Subsidiært har sagsøgeren påstået Region Sjælland tilpligtet at betale sagsøger et af retten bestemt beløb. Sagsøgte, Region Sjælland (tidl. Storstrøms og Vestsjæltands Amt), har påstået frifindelse. Påstandsbeløbets opgørelse og størrelse bestrides ikke. Sagsfremsffiling Ved kendelse af 24. november 1999 bestemte Nuuk Kredsret, at A, som blandt andet var sigtet for flere tilfælde af vold, skulle rnentalobserveres. Endvidere blev det bestemt, at mentalundersøgelsen skulle foregå på et dansk psykiatrisk hospital, fordi det var nødvendigt at gennemføre undersøgelsen under indlæggelse. Den 9. december 1999 blev A indlagt på Amtshospitalet i Vordingborg. Den 15. december 1999 overfaldt A en ansat ved hospitalet og blev derfor ved Vordingborgs Rets kendelser samme dag varetægtsfængslet i surrogat på Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland og undergivet til mentatobservation. Ved Vordingborg Rets dorn af 2. august 2000 blev A dømt til anbringelse på Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland (herefter Sikringsanstalten) uden » 247» fastsættelse af længstetid, jf. straffelovens § 68 a. stk. 2. Dommen blev stadfæstet af østre Landsret. Den 26. oktober 2004 blev foranstaltningen lempet til anbringelse på psykiatrisk hospital, og den 11. august 2006 på ny lempet til en behandlingsdom. Den 4. november 2004 blev A overført fra Sikringsanstatten til den lukkede afdeling på Psykiatrisk Hospital i Arhus, Risskov (herefter Risskov). Den 1. maj 2007 blev han udskrevet fra Risskov via Aaqa -en åben anstalt i Nuuk - til ophold i Ilulissat. Der er efter det oplyste aldrig afsagt dom i den grønlandske straffesag. Efter A's anbringelse på Sikringsanstalten i december 1999 fremsendte Vestsjæltands Amt, økonomiafdelingen, den 15. marts 2000 en stutafregning for 1999 for A's ophold i 16 dage på Sikringsanstalten til Grønlands Sundhedsvæsen. Slutopgørelsen for 2000 vedrørende A's fortsatte ophold blev ligeledes stilet til Grønlands Sundhedsvæsen. Den 12. april 2002 meddelte Sygehus Vestsjælland, Psykiatrisk Center, alte amter, at fremgangsmåden for opkrævningen vedrørende psykiatriske patienter var blevet ændret, således at Psykiatrisk Center ville være ansvarlig for opkrævningen, og at fakturaen ville indeholde oplysninger om samtlige behandlede psykiatriske patienter. Dronning Ingrids Hospital modtog også skrivelsen. Den 16. april 2002 modtog Dronning Ingrids Hospital en faktura for januar-marts 2002 med en specifikation. Specifikationen var udstedt til Grønlands Amtskommune med en henvisning til A. AI Iridenrigs- og Sundhedsministeriets CPR-systems myndighedskoder pr. 1. januar 2005 fremgår det, at Grønland havde koden »1090« og myndighedsnavnet »Grønlands Amtskommune«. I perioden fra den 15. december 1999 frem til 4. november 2004 opkrævede Vestsjællands Amt løbende betaling for As ophold på Sikringsanstalten. Alle opkrævninger blev betalt af Dronning Ingrids Hospital mod i alt 9.765.492 Icr. I perioden 5. november 2004 til maj 2007 blev betalingen for opholdet på Risskov opkrævet fra Arhus Amt. Dronning Ingrids Hospital betalte for denne periode 4.401.127 kr. I et brev of 25. november 2004 rejste hospitalochef Jens Møller Jensen, Dronning Ingrids Hospital, over for Sygehus Vestsjælland, Psykiatrisk Conter, spørgsmål om det retlige grundlag for opkrævningerne. AI svaret dateret den 5. januar 2005 til Jens Møller Jensen fremgår blandt andet: Sagens kompleksitet nødvendiggør inddragelse al lndenrigs og Sundhedsministeriet for en alklaring al spørgsmälene... Dialogen omkring sagen bør foregå direkte mellem Dronning Ingrids Hospital og Indenrigs- og Sundhedsrninisteriet, da Vestsjællands Amt ikke er part i sagen, men blot leverer en efterspurgt ydelse. Den 30. juni 2005 meddelte Indenrigs -og Sundhedsministeriet advokat Michael y. Kauffmann på vegne af Dronning Ingrids Hospital og med kopi til Vestsjællands Amt samt Storstrøms Amt, at betalingslorpligtelsen ifølge ministeriets opfattelse påhvilede Storstrøms Amt. Af brevet fremgår blandt andet følgende: Efter § 3, stk. 1, litra a og b i lov nr. 326 af 26, juni 1975 om statshospitalernes overførelse til amtskommunerne, påhviler det amtskommunerne og Hovedstadens Sygehusfæflesskab på disses psykiatriske sygehuse eller sygehusafdelinger at modtage personer, der efter retskendolse eller dorn skal indlægges til mentalundersøgelse eller anbringes på psykiatrisk sygehus eller på anden måde undergives psykiatrisk behandling. Denne pligt gælder uafhængigt of, om den pågældende person opfylder sygehuslovens krav om bopæl som betingelse for vederlagsfri ikke-akut sygehusbehandling. Efter li bekendto .' nr. 184 cf 31, rr : 1976 om arntskommunernes indbyrdes betalingsforpligtelse i forbindelse med varetagelsen af retspsykiatriske opgaver afholdes udgiften ved behandling m.v. of personer, der midlertidigt opholder sig her i landet al det midlertidige ophotdssteds amtskommune. Under henvisning hertil er det lndenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at det or den amtskommune, hvor vedkommende person havde ophold, da retskendelsen om indlæggelse på psykiatrisk sygehus eller afdeling blev afsagt, der er forpligtet til at modtage vedkommende i behandling. Er det ved retskendelsen afgjort, at behandling of vedkommende person skal varetages of et psykiatrisk sygehus i en fremmed amtskommune, f.eks. fordi opholdsamtskommunen ikke selv kan varetage den nødvendige behandling, må opholdsamtskommunen afholde udgifterne til behandlingen det pågældende sted. På baggrund af de indhentede oplysninger om, at A opholdt sig i Storstrøms Amt ved afsigelse af kendelse om mentalobservation på Sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland, er det ministeriets opfattelse, at Storstrøms Amt har behandlingsansvaret for A, og derfor skal betale for behandlingen på Sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland. lndenrigs- og Sundhedsministeriet finder, at betalingsforpligtelsen vedrører såvel mentalobservation under indlæggelse som den efterfølgende indlæggelse på Sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland, idet der var tale om fortsat indlæggelse uden ophold mellem mentalobservationen og den efterfølgende indlæggelse. Betalingsforpligtelsen påhviler det » 248» midlertidige opholdssteds amtskommune, uanset om opholdet var tilsigtet at have en vis længde. Storstrøms Amt anmodede den 18. august 2005 Indenrigs -og Sundhedsministeriet om at ændre eller tilbagekalde udtalelsen af 30. juni 2005. Som svar herpå meddelte ministeriet i brev af 8. september 2005 blandt andet: lndenrigs- og Sundhedsministeriet er ikke enig med amtet i, at grønlandske patienter kan sidestilles med patienter fra et dansk amt. Grønland har hjemmestyre og egen lovgivning på sundhedsområdet. Det betyder, at en person fra Grønland alene har ret til akut sygehusbehandling medmindre vedkommende er tilflyttet her til landet. Bestemmelsen i bekendtgørelse nr. 184 af 31. marts 1976 om amtskommunernes indbyrdes betalingsforpligtelse i forbindelse med varetagelsen af retspsykiatriske opgaver om at udgiften til behandling af personer, som midlertidigt opholder sig i landet, afholdes af det midlertidige opholdssteds amtskommune gælder således også for personer fra Grønland, som opholder sig her i landet. lndenrigs- og Sundhedsministeriet er således fortsat af den opfattelse, at Storstrøms Amt har betalingsforpligtelsen vedrørende behandling af ovennævnte patient. « Uanset Storstrøms Amts indsigelse mod udtalelsen af 8. september 2005, fastholdt ministeriet udtalelsen ved brev af 19. januar 2006. Som følge af ministeriets udtalelse besluttede Vestsjællands Amt den 6. april 2006 at udstede on kreditnota til Dronning Ingrids Hospital på 4.738.857,40 kr. for perioden fra den 7. december 2001 til den 4. november 2004. Kreditnotaen blev modtaget på Dronning Ingrids Hospital den 7. juni 2006, men selve honoreringen af kreditnotaen og tilbagebetalingen af beløbet for hele ophoidsperioden på Sikringsanstalten blev aldrig effektueret af Vestsjællands Amt. Modsat Vestsjællands Amt ønskede Storstrøms Amt ikke at følge ministeriets udtalelse og derved påtage sig betalingsforpligtelsen for A's ophold. Herefter udtog Dronning Ingrids Hospital stævning mod henholdsvis Storstrøms Amt og Vestsjællands Amt, der begge ved kommunalreformen i 2007, hvor amterne blev nedlagt, indgik i Region Sjælland. Det retlige grundlag Sikringsanstalten blev oprettet ved av nr. 123 aI 29. april 1913 om opførelse af et sindssygehospital og en dertil knyttet sikringsanstalt på Sjælland med det formål at optage personer, om hvem det i anledning af begåede lovovertrædelser enten ved dorn eller ved administrativ resolution bestemmes, at der bør træffes sikkerhedsforanstaltninger over for dem, jf. § 3. Af lov nr. 328 af 26. juni 1975 om statshospitalernes overferelse til amtskommunerne fremgår følgende: » i Statshospitalerne til behandling af sindslidende samt de dertil knyttede plejehjem mv. overføres til de amtskommuner, hvori de er beliggende. § 3. Det påhviler amtskommunerne og Hovedstadens Sygehusfællesskab på disses psykiatriske sygehuse eller sygehusafdelinger at modtage: a) Personer, der efter retskendelse skal indlægges til mentalundersøgelse. b) Personer, der i henhold til dorn eller kendelse skal anbringes i psykiatrisk sygehus eller på anden måde undergives psykiatrisk behandling. c) Personer, der efter justitsministeriets eller overøvrighedens bestemmelse skal anbringes i psykiatrisk sygehus. d) Personer, der som vilkår for prøveløsladelse eller tiltalefrafald skal undergives psykiatrisk behandling. Stk. 2. Det påhviler Vestsjællands amtskommune indtil videre at drive den til statshospitalet i Nykøbing Sjælland knyttede sikringsanstalt. På anstalten skal modtages: a) Personer, der i henhold til dorn eller administrativ beslutning skal anbringes i sikringsanstalten. b) Personer, der efter retskendelse skal indlægges til mentalundersøgelse i hospital for sindslidende, og som af anklagemyndigheden skønnes at burde anbringes i sikringsanstalten. Stk. 3. Indenrigsministeren fastsætter regler om kommunernes indbyrdes betalingsforpligtelser ved varetagelsen af de i stk. 1 og 2 nævnte opgaver.« Loven var ikke gældende for Grønland, jf. § 10. Af forarbejderne til loven fremgår blandt andet, at reformerne ville kunne medføre visse problemer, der kunne løses ved indførelse af en økonomisk kompensationsordning, og at kompensationen ville komme til at medføre visse tilskud, herunder »særlige tilskud til dækning af udgifterne ved de foranstaltninger, som fortsat betragtes som statsopgaver, nemlig psykiatrisk forskning og uddannelse, grønlandske patienters behandling her i landet mv.«, jf. Folketingstidende 1974-75, tillæg A, spalte 3245. I de almindelige bemærkninger til lovforslaget er blandt andet anført, jf. Folketingstidende 1974-75, tillæg A, spalte 3248: Ad 2) Særlige tilskud til dækning af udgifterne ved psykiatrisk forskning og uddannelse m. y. Ved overførelsen af statshospitalerne til amtskommunerne opstår der særlige problemer om finansieringen af udgifter til psykiatrisk forskning, medicinsk studenterundervisning og behandlingen af grønlandske patienter. » 249» Herudover vil overførelsen af statshospitalerne indebære, at der indgås en aftale mellem staten (Grønlandsministeriet) og Storstrøms amtskommune om betaling for indlæggelse af grønlandske patienter, der hidtil er blevet indlagt for statens regning på statshospitalet i Vordingborg. En sådan aftale udelukker ikke, at Grønlandsministeriet p et senere tidspunkt, såfremt dette måtte vise sig hensigtsmæssigt, kan indgå aftaler med andre amtskommuner/Københavns og Frederiksberg kommuner om indlæggelse af grønlandske patienter. De samlede udgifter ved disse foranstaltninger kan anslås til ca. 10 miii. kr. i april 1974 løn- og prisniveau. Af dette beløb vedrører.. . 1,2 mill. kr. behandlingen at grønlandske patienter. Ved overførelsen må derfor 1,2 miii. kr. overføres til Grøniandsministeriets budget... til dækning af disse udgifter. Disse beløb må derfor fragå i opgørelsen at den pulje, der lægges til grund for den samlede økonomiske kompensationsordning. « Af bemærkningerne til § 10 fremgår blandt andet følgende, jf. Folketingstidende 1974-75, tillæg A, spalte 3264-65: »Om grønlandske patienter henvises til de almindelige bemærkninger. Grønlandsministeriet har forudsat, at grønlandske patienter som hidtil kan optages på hospitalerne i Vordingborg og Glostrup, og at indenrigsministeriets udgifter herved overføres til grønlandsministeriets beviliingsramme. Udgifterne er opgjort til 1,2 mill. kr., jfr. de almindelige bemærkninger . Den i lov om statshospitalernes overførelse til amtskommunerne § 3, stk. 3, nævnte hjemmel for Indenrigsministeren til at fastsætte regler for amtskommunernes indbyrdes betalingsforpligteiser udmøntede sig i den dagældende bekendtgørelse nr 184 at 31 marts 1976 om amtskommunernes indbyrdes betalingsforpligtelser i forbindelse med varetageisen af retspsykiatriske opgaver. Af bekendtgøreisens § 1 fremgår blandt andet følgende: ». Udgifterne ved behandling, undersøgelse mv. at personer, der har bopæl her i landet og som i henhold til § 3, stk. 1 og 2 i ovennævnte lover henvist til kommunalt psykiatrisk sygehus, afholdes af hjemstedets amtskommune. Udgiften ved behandling mv. af personer, der midlertidigt opholder sig her i landet, afholdes af det midlertidige opholdssteds amtskommune. Bekendtgørelsen gjaldt ikke for Grønland. Af Regulativ for Sikringsafdelingen ved Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland at 1. juni 1994 fremgår blandt andet: 2. Afdelingen optager sindssyge personer om hvem det ved dom, kendelse eller administrativ resolution i medfør af § 40 i lov nr. 331 af 24. maj 1989 om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien bestemmes, at der bør træffes sikkerhedsforanstaltninger over for dem. Der optages dog kun personer, som at Justitsministeriet skønnes egnede dertil. Desuden modtages varetægtsfængslede efter kendelse til hospitalsmæssig mentalobservation i henhold til retsplejelovens § 809, stk. 2, når de af anklagemyndigheden anses for så personfarlige eller risikoen for undvigelse er så stor, at observation i Sikringsafdelingen er påkrævet. Varetægtsfængslede herudover modtages alene i henhold til retsplejeiovors § 777. 4. Sikringsafdelingen drives af Vestsjællands Amt... 5. Regler vedrørende betaUng for patienter på Sikringsafdelingen er fastlagt i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 184 of 31 marts 1976 om amternes indbyrdes betalingsforpligtelser i forbindelse med varetagelsen at retspsykiatriske opgaver. « Ved lov nr, 577 at 29. november 1978 blev der indført hjemmestyre i Grønland. Af loven fremgår blandt andet: ». § 4. Hjemmostyret kan bestemme, at sagsområder eHer en del at et sagsom råde, der er nævnt i bilaget til loven, skai overgå til hjemmostyret. Stk. 2. Hjemmestyret har den lovgivende og administrative myndighed for områder, der er overgået efter stk. 1. og overtager de udgifter, der er forbundet hermed. Stk. 3. Med tilsvarende virkning kan rigsmyndighederne efter forhandling med hjemmestyret bestemme, at sådanne sagsområder eller dele of sådanne sagsområder skal overgå til hjemmestyret Stk. 4. Forskrifter, der vedtages at landstinget og stadfæstes of landsstyrets formand for disse sagsområder, benævnes landstingslove. § 5. Rigsmyndighederne kan efter forhandling med hjemmestyret ved lov bemyndige hjemmestyret til at overtage den regelfastsættende myndighed for samt administrationen al et sagsområde eller en del al et sagsområde, der er nævnt i bileget til loven, og som ikke er overgået til hjemmestyret efter § 4. Tilskud til således overtagne sagsområdor fastsættes ved lov. Stk. 2. Forskrifter, der vedtages al landstinget og stadfæstes ai landsstyrets formand for disse sagsområder, benævnes landstingsforordninger. « i bilaget til loven blev sundhedsvæsenet nævnt som et at de områder, der kan overgå til hjemmestyret. » 250» Ved lov nr. 369 at 6. juni 1991 om sundhedsvæsenet i Grønland blev det bestemt, at sundhedsvæsenet i medfør of § 5 i lov om Grønlands Hjemmestyre skulle overgå til hjemmestyret. Af lovens § 4 fremgår blandt andet: § 4. Loven træder i kraft den 1. januar 1992.. Stk. 3. Grønlands hjemmestyre indtræder i de kontraktlige rettigheder og pligter, som ved lovens ikrafttrædelse tilkommer eller påhviler sundhedsmyndighederne i Grønland. Staten hæfter dog fortsat for forpligtelser, der er påtaget før den 1. januar 1992, men har regros mod Grønlands hjemmestyre for udgifter, der afholdes som følge at denne hæftelse. Stk. 4. Lovgivning inden for sundhedsministerens sagsområde, som ved lovens ikrafttræden gælder i Grønland, forbliver i kraft, indtil den ophæves at regler, der udstedes of Grønlands hjemmestyre. Den 16. august 1999 indgik Dronning Ingrids Hospital og Storstrøms Amt en aftale om behandling af patienter bosiddende i Grønland gældende for perioden 2000-2004. Af aftalens § 1 fremgår, at Amtshospita!et i Vordingborg skulle modtage patienter bosiddende i Grønland til psykiatrisk behandling, herunder patienter, der indlagdes med tvang eller efter dom, og til mentalobservation, når der var krav om indlæggelse på lukket afdeling. Dronning Ingrids Hospital var ansvarlig for visitationen af patienterne til arntshospitalet, hvilke blandt andre omfattede patienter, der var dømt til behandling, og patienter, der ønskedes indlagt til mentalobservation, jf. § 2. Betalingen udgjorde altid mindst 90 % af prisen for fuld udnyttelse af det aftalte antal sengepladser og ellers i øvrigt i forhold til anvendte sengedage, jf. § 3, stk. 1 og 5. Grønlands Hjemmestyre og Vestsjællands Amtsråd har ligeledes gennem flere år samarbejdet om modtagelse af og hjælp til grønlandske udviklingshæmmede, senest ved en samarbejdsaftale indgået den 3. august 2000. Den 20. december 2001 indgik Dronning Ingrids Hospital og Psykiatrien i Århus Amt en sarnarbejdsaftale for perioden 1. januar 2003 til 31. december 2007. Aftalen omfattede modtagelse på den retspsykiatriske afdeling i Århus af patienter med folkeregisteradresse i Grønland. Patienterne kunne blandt andre være patienter, der indlagdes med tvang, med dom til behandling eller anbringelse, til mentalobservation, eller hvor der var behov for, eller ønske om, indlæggelse på lukket afdeling. Af aftalens § 21 fremgår; »Behandling af patienter omfattede af nærværende aftale på Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland sker efter aftale mellem Dronnings Ingrids Hospital og Sikringsanstalten mellem hvilke afregning for ophold og behandling på Sikringsanstalten også foregår. Retspsykiatrisk afdeling i Århus samarbejder fagligt med Sikringsanstalten.« Der er ubestridt, at der ikke foreligger en aftale mellem Dronnings Ingrids Hospital og Sikringsanstalten, men at afregning for brugen af pladser på Sikringsanstalten sker som en konkret betaling. Forklaringer Der i landsretten afgivet forklaring af vidnerne Jens Møller Jensen, Per Vendsborg, Kirsten Eklund og Helle Bergmann. Jens Møller Jensen har forklaret blandt andet, at han er uddannet cand.polit. Den 1. november 2001 blev han ansat som hospitalschef på Dronning Ingrids Hospital, hvor han fratrådte den 1. februar 2008. Patienter, der krævede psykiatrisk behandling, kunne normalt behandles i Grønland, medmindre de skulle opholde sig på en lukket afdeling, eksempelvis som følge af en retsafgørelse i en straffesag. Før hans ansættelse var patienter fra Grønland anbragt på en særlig afdeling for grønlandske patienter på Statshospitalet i Vordingborg i Storstrøms Amt. Denne afdeling havde plads til 12 patienter og var bemandet med dobbeltsproget personale. Ordningen betød, at Storstrøms Amt altid var garanteret en betaling på 90 % af udgifterne til 12 pladser. Beløbet var opgjort dels som en takst, dels som et abonnement. Da han blev ansat som hospitalschef, var der dog utilfredshed med samarbejdet med Statshospitalet. Derfor var aftalen, som blev indgået i august 1999 for perioden 2000-2004, ved at blive erstattet med en aftale med Århus Amt og hospitalet i Risskov, hvor man havde en større ekspertise, og hvor sundhedsvæsnet i Grønland kunne få større indflydelse. I 2004 var der forhandlinger mellem den danske stat og Grønlands Hjemmestyre om at hjemtage justitsområdet. Dette ville betyde, at hjemmestyret også skulle overtage udgifterne til dette område. Derfor var det nødvendigt at få et overblik over udgiftsområderne. Det kom i den forbindelse frem, at Grønland betalte for behandlingen af A. Ifølge hans undersøgelser modtog Dronning Ingrids Hospital ikke underretning om, at A var blevet anbragt på Sikringsanstalten i medfør af en dansk dom. Han havde 2002 fået oplyst, at det var Psykiatrisk Center under Sygehus Vestsjælland, Vestsjællands Amt, der stod for opkrævningen af betaling for patienter indlagt på Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland. Han skrev derfor den 25. januar 2005 til centerchefen for at spørge til grundlaget for opkrævningen af betaling. Datoen den 7. december 2001, som er nævnt i fakturaen udskrevet den 11. april 2002, var alene en teknisk dato for, hvornår centeret overtog opkrævningen af betaling, og » 251 » ikke den dato, hvor A blev indskrevet på Sikringsanstalten. Efter at Indenrigs -og Sundhedsministeriet i juni 2005 afgjorde, at Storstrøms Amt havde betalingsforpligtelsen, oplyste Vestsjællands Amt, at amtet ville følge afgørelsen, hvorfor han modtog en kreditnota. Modsat Vestsjællands Amt ville Storstrøms Amt ikke acceptere Indenrigs -og Sundhedsministeriets afgørelse. Ifølge hans oplysninger er det ikke sket tidligere, at Dronning Ingrid Hospital er blevet opkrævet betaling for en grønlandsk patient, der er blevet idømt en straf efter en dansk dom for en handling begået under en indlæggelse i Danmark. Sagen fra 1991, som er blevet påberåbt af Region Sjælland, vedrørte et forhold fra tiden før Grønlands Hjemmestyres hjemtagelse af sundhedsområdet. Sundhedsministerìet var da øverste myndighed, og det var først efterfølgende, at hjemmestyret indbetalte beløbet. Per Vendsborg har forklaret blandt andet, at han er cheflæge i psykiatrien i Vestsjælland og tidligere psykiatrichef i Storstrøms Amt, herunder Amtshospitalet i Vordingborg, fra 2000. Han deltog ikke i forhandlingerne om aftalen mellem Grønlands Hjemmestyre/Dronning Ingrids Hospital og Storstrøms Amt. Han deltog i de årlige møder med Dronning Ingrids Hospital. På disse møder blev betalingen for A's ophold ikke drøftet. Aftalen sang på sidste vers, da han blev ansat, idet Grønland mente, at Århus havde en større ekspertise. Møderne angik trivsel, praktiske og sociale forhold. Med A's baggrund ville han sikkert være en patient, som måtte sendes til Danmark. sædvanligvis Vordingborg. Når en person flyttede fra Amtshospitalet, blev der plads til ny patient fra Grønland. Der var sjældent ledige pladser på afdelingen. Helle Bergmann har forklaret blandt andet, at hun er økonomisk konsulent i Region Sjælland, Psykiatrien. Hun blev ansat i Vestsjællands Amt i 2001 og var der indtil kommunalreformen i 2007. Hun var involveret i betalingen fra Grønland i perioden fra 2001 til 2004. Grønland blev regnskabsteknisk betragtet som et amt og havde sit eget amtsnummer. Taksterne på Sikringsanstalten blev fastsat i en bekendtgørelse i medfør af sikringsloven. Disse regler blev ændret i 2000 eller 2001, således at opkrævningen svarede til de faktiske udgifter. Taksterne fra 1976- bekendtgørelsen blev således også anvendt på grønlandske patienter. Dette har der aldrig været sat spørgsmålstegn ved. Der var ikke opkrævningsmæssig forskel på opkrævninger vedrørende grønlændere, der var anbragt efter grønlandsk dom, og så A's sag. Man bekymrede sig ikke om, hvem der havde afsagt dommen. Fakturaen af 13. april 2002 illustrerer, at betalingen for patienterne nævnt i faktura udskrevet den 11. april 2002 for perioden januar-marts 2002 dels omfattede et takstmæssigt beløb fastsat i forhold til antal sengedage, dels omfattede et abonnement for perioden. Før 2002 var beløbet alene en takstbetaling. Abonnementsordningen blev indført i 2000, men først opkrævet fra 2002. I løbet af den tid, hun har været ansat, har der højst været 4 grønlændere anbragt på Sikringsanstalten ad gangen. Da hun blev bekendt med A's sag, valgte Vestsjællands Amt at følge Indenrigs -og Sundhedsministeriets afgørelse. Derfor udstedte man en kreditnota på 4.738.857,40 kr. Beløbet blev imidlertid ikke betalt tilbage, fordi man standsede sagen i økonomiafdelingen. økonomichefen ville ikke betale, før de selv havde modtaget pengene. Kreditnotaen ville først blive honoreret, når Storstrøms Amt havde betalt. Kirsten Ekiund har forklaret blandt andet, at hun er budgetchef i Region Sjælland, men tidligere ansat i Vestsjællands Amt. Der har i mange år været en samarbejdsaftale om modtagelse af udviklingshæmmede grønlændere mellem Grønlands Hjemmestyre og Vestsjællands Amt med samme formål som aftalen af 3. august 2000. Samarbejdet omfattede også kriminelle udviklingshæmmede. En person, som havde fået en dorn til anbringelse, ville blive anbragt på institutionen Kofoedsminde, hvis personen var særllg farlig. Der var aldrig problemer med betalingen fra Grønlands Hjemmestyre for personer, der begik kriminalitet under opholdet, men hun er ikke sikker på, hvorvidt der har været tilfælde med grønlændere, der var placeret på institutionerne som følge cf en dansk dorn. Procedure Dronning Ingrids Hospital Nuuk har det væsentligste procederot overensstemmelse mod pâstandsdokumont cf 27. oktober 2008, hvori det blandt andet hedder: »1) Sagsøgers grundlæggende anbringende er følgende: Det følger cf bestemmelserne i lov nr. 328 af 26. juni 1975 § 3, stk. 1, litre a og b,jfr. stk. i bakendtgor&se nr. 184 cf 31. marts 1976, at sagsøgte har betalingsforplìgtolsen for A's ophold på Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland og senere anstalter. Ganske vist gælder hverken lov nr. 328 eller bekendtgørelse nr. 184 for Grønland og Færøerne, jfr. lovens § 10, men dette betyder alene, at de retsfølger, som loven og bekendtgørelsen instituerer, cf lovgiver begrænses territorialt, således at retsfølgerne finder anvendelse på og udløses cf betingende, retsstiftende kendsgerninger, der finder sted på det syddanske territorium, men ikke på Grønland (eller Færøerne). Og det første or netop tilfældet i nærværende sag, hvor de retsstiftende kendsgerninger i relation til lov nr. 328 § 3 og bekendtgørelse nr. 184 § 1, finder stod i Syddanmark, nærmere bestemt i Vordingborg, og kun her. Sagen vedrører derfor i en vis forstand slot ikke hverken Grønland eller Grønlands Hjemmestyro. » 252» Det er rigtigt, som af sagsøgte anført, at A på tidspunktet for sin straffolovsovertrædelse befandt sig i Syddanmark som følge af, at Kredsretten i Nuuk ved forudgående kendelse havde bestemt, at A skulle anbringes på Amtshospitalet i Vordingborg med henblik på en retspsykiatrisk undersøgelse, men den relevante retsstiftende kendsgerning i relation til lov nr. 328 og dens bekendtgørelse er ikke denne kendelse, men derimod den alvorlige strafbare handling, som A den 15. december 1999 begik under sin anbringelse på Amtssygehuset i Vordingborg, og som resulterede i, at han ved dorn afsagt cf retten i Vordingborg den 2. august 2000 for overtrædelse cf strfl. § 246, stk. 3, jfr. stk. i blev dømt til anbringelse på Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland. Sagsøger har aldrig bestridt at have betalingsforpligtelsen for A's ophold på Amtshospitalet i Vordingborg, men det er efter § 3 i lov nr. 328 ubostrideligt, at sagsøgte har betalingsforpligtelsen for opholdet på Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland, og det er disse udgifter, ikke udgifterne til opholdet på Vordingborg Amtshospital, som er nærværende sags genstand, og drejer sig om betalingsforpligtelsen for A's ophold på Sikringsanstalten og senere under Psykiatrien i Arhus. Derfor er det irrelevant, om A på gerningstidspunktet for den handling, som udløste anbringelsen på sikringsanstalten, befandt sig i Danmark som følge cf en tidligere kendelse fra en grønlandsk ret eller at en helt anden årsag. Amtshospitalet i Vordingborg var ubestrideligt det sted, hvor A midlertidigt opholdt sig, da han begik den strafbare handling, som ved dommen fra Vordingborg Ret medførte hans tvangsanbringelse på Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland, jfr. bekendtgørelse nr. 184. Der henvises til Alf Ross: Dansk Statsforfatningsret 1(1959) s. 15ff, især s. 17 samt til principperne i Straffelovens § 6 og 10. Sagsogtes betalingspligt stemmer ogs med almindelige synspunkter. A or, for en strafbar handling foretaget i Syddanmark, cf en syddansk domstol dømt til anbringelse på en syddansk sikringsanstalt, senere psykiatri, og det bør derfor også være de syddanske myndigheder, som bærer udgifterne til dækning cf de omkostninger, der følger heraf. Den omstændighed, at Retten i Vordingborg den 26. oktober 2004 ændrede retsfølgen for A fra anbringelse på Sikringsafdelingen på Amtshospitalet i Nykøbing SjæHand til almuideiig anbringelse på lukket afdeling, og A som en konsekvens heraf den 4. november 2004 blev overflyttet til Psykiatrien i Arhus Amt ændrer ikke ved, at betalingsforpligtigelsen for A's ophold på danske institutioner fortsat har været sagsøgtes, så længe opholdet er en konsekvens af hans kriminelle handling begået den 15. december 1999, da A var i sagsogtes varetægt på Amtshospitalet i Vordingborg. Samtlige retsfølger af don efterfølgende dom og de hermed forbundne økonomiske byrder, påhviler derfor sagsøgte. Den omstændighed, at ovennævnte lov nr. 328, jfr. bekendtgørelse 184 ikke gælder for Grønland er uden betydning for sagen, idet den kriminelle handling blev begået i Danmark. 2. Hvis retten måtte mene, at nævnte lov og bekendtgørelse ikke måtte gælde direkte på situationen, gøres det gældende, at bestemmelserne bør finde sted analogt, idet der i så fald ikke findes andre regler, som omfatter situationen, og da bestemmelserne i § 3 i loven og i § 1 i bekendtgørelsen må anses for fornuftige og rimelige i mangel af anden hjemmel. 3. Særligt om udgiften til Psykiatrien jÅrhus: Om de udgifter som vedrører betaling af udgiften til Psykiatrien i Århus gøres principalt gældende, at sagsøgte har betalingsforpligtigelsen for udgiften, idet samtlige retsfølger af As kriminelle handling begået den 15. december 1999 som nævnt påhviler sagsøgte. Sagsøger rejste i november2004 overfor sagsøgte -. spørgsmålet om, hvorvidt de havde betalingsforpligtigolsen. Idet sagsøgte (daværende Storstrøms Amt) nægtede at påtage sig betalingsforpligtigelsen, var sagsøger nødsaget til at lægge pengene ud, men dette kan ikke tages som udtryk for, at sagsøger har påtaget sig betalingsforpligtigelsen, herunder holler ikke som et kvasiløfte. Den omstændighed, at A forinden sin kriminelle handling i Danmark ved reiskendelso afsagt af Kredsretten i Nuuk, er blevet pålagt at undergive sig en mentalundersøgelse på en dansk institution og i den forbindelse blev overflyttet til Danmark, har ikke nogen juridisk betydning herfor. 4. Subsidiært gøres herom gældende, at sagsøgte har handlet ansvarspådragende og culpøst ved ikke at sørge for, at A -da han var i sagsøgtes (betalingspålagte) varetægt i december 1999 -var tilstrækkelig sikret, ved ikke at underrette sagsøger om dommen og ved ikke at påtage sig betalingsforpligtigolson for retsfølgerne af A's kriminelle handling. Som følge heraf, bør sagsøgte erstatte de af sagsøger ertagte betalinger til Psykiatrien i Århus i henhold til dansk rots almindelige erstatni ngsregler. 5. Specielt overfor sagsøgtes anbringender gøres følgende gældende Sagsøger har betalt for andre grønlændere, som på Grønland er dømt til anbringelse i Danmark, men har ikke betalt for andre grønlændere, som er dømt i Danmark til anbringelse for en straffelovsovertrædolse begået her i landet. Og selv om der evt, måtte findes et eksempel herpå, bør en forkert regelanvendelse ikke legitimere en fremtidig forkert brug. » 253» Sagsøgte har i øvrigt ikke ført bevis for, at der foreligger en sådan praksis som påberåbt. Sagsøgte sondrer i sine anbringender ikke mellem grønlændere, som i Grønland har fået en doni ti! anbringelse i Danmark, og grønlændere, som i Danmark har fået en dorn til anbringelse. 6. Don grønlandske kriminallov or irrelevant for sagen. 7. Regulativet for sikringsanstalten .. . og de øvrige bestemmelser, som sagsøgte henviser til, har ingen betydning for bedømmelse af, om det er sagsøger eller sagsøgte, som har betalingsforpligtigelsen. Uanset om man vil betegne regulativet som en anstattsforordning eller ej, se herom Ross, Dansk Statsforfatningsret 11(1960), s. 122, må regulativet nærmest opfattes som en intern husorden, en ordensforskrift, der som andre interne hospitalsvedtægter blot regulerer patienternes retsforhold under opholdet og naturligvis ikke kan forpligte sagsøger og sætte bekendtgørelsen ud af kraft, se Ross a.s.s. 428-430. Retten i Vordingborg har bestemt, at A skulle anbringes på sikringsanstalten, og det er irrelevant, hvor A stammer fra. 8. Straffelovsovertrædelsen er begået i Danmark, og A's dorn reguleres efter de nævnte danske regler. Om Grønland får et bloktilskud eller ej er irrelevant ved bedømmelsen af, hvem der skal afholde udgifterne for A's ophold på sikringen. 9. Grønland kan ikke betragtes som et Amt, og den daværende danske udligningsordning amterne imellem finder ikke anvendelse på Grønland i den givne situation som påstået af sagsøgte. Hverken grønlændere, færinger, hjemløse eller udlandsdanskere kan betragtes som udlændinge i bekendtgørelsens forstand blot fordi de ikke har fast bopæl her i landet. De vil alligevel være omfattet af § i i bekendtgørelsen. 10. A må anses for mindst at have haft midlertidigt ophold i Danmark, da han begik den kriminelle handling i december 1999, jfr. bla. cpr.-lovens § 6, stk. 2 og note 15 i Karnov til bestemmelsen og fortolkningen af bopæls og opholdskravet i Kildeskatteloven § 1. stk. 1, nr. 2. 11. Om forældelsesaribringendeme bemærkes: Vestsjællands Amt har skriftligt accepteret ministeriets afgørelse og har hele tiden været bekendt med Storstrøms Amts standpunkt. Vestsjællands Amt har efterfølgende udstedt en kreditnota -alt sammen uden forbehold. Dette bør anses som et løfte om at ville refundere sagsøger deres afholdte udgift til sikringen og den efterfølgende anbringelse hos Psykiatrien i Arhus. Vestsjællands Amts nævnte accept bør anses for at være forældelsesafbrydende og gælde for sagsøgte som sådan, idet der i dag er identitet mellem Vestsjællands Amt og Storstrøms Amt, nu Region Sjælland. Der er ikke indtrådt forældelse vedr, de af sagsøger erlegte betalinger til sagsøger i perioden 1999 - 2001, idet forældelsesfristen er suspenderet, bla. som følge af manglende rettidig underretning, jf. ovenfor og som følge af, at sagsøger rejste problemstillingen overfor sagsøgte i november 2004 og parterne blev enige om at forelægge sagen for Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som i øvrigt havde udstedt bekendtgørelsen i 1976, og sagsøgte efterfølgende meddelte, at de ville følge ministeriets afgørelse og kreditere sagsøger. 12. Om passivitet bemærkes: Sagsøger har ikke udvist passivitet, idet man ikke kan udvise passivitet vedr, et forhold, man ikke er bekendt med. Sagsøgte underrettede ikke sagsøger om Retten i Vordingborgs afgørelser. Så snart sagsøgte blev bekendt med forholdet, reagerede sagsøger overfor sagsøgte. Den disponering, som Rigsadvokaten beskriver i RM/2007, jf. bilag 37, er -ubestridt af sagsøgte -blot en præcisering af tidligere gældende praksis, hvilken sagsøgte ikke har fulgt i denne sag i forhold til sagsøger, idet sagsøger aldrig har modtaget nogen henvendelse/underretning fra myndighederne i Danmark eller fra sagsøgte om, at A blev dømt til anbringelse på Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland. 13. Sundhedsvæsnet på Grønland blev oprettet/hjemtaget 11992 (dvs. ca. 15 dage efterA blev varetægtsfængslet i surrogat på sikringsafdelingen i Danmark) og dækker en befolkningsgruppe på ca. 50.000 personer og kan ikke uden videre sammenstilles med sundhedsvæsnet i Danmark, og det er urimeligt, når sagsøgte anfører, at sagsøger som offentlig myndighed burde have reageret væsentligt tidligere.« Region Sjælland har i det væsentligste procederet i overensstemmelse med påstandsdokument af 24 oktober 2008, hvori det blandt andet hedder: »1. Det gøres gældende, at der ikke er noget grundlag for en betalingsforpligtelse for Storstrøms Amt, hvis forpligtelser efter 1. januar 2007 er overtaget af Region Sjælland. 2. Betaling for A efter anbringelsen på Sikringsafdelingen er opkrævet hos Grønlands Hjemmestyre i hghed med opkrævninger for andre domsanbragte grønlændere. 3. Betalingen for domsanbragte grønlændere på Sikringsafdelingen er ikke reguleret ved lovgivning. Der findes heller ikke en skriftlig aftale, som regulerer betalingsforholdet, således som det er tilfældet for anbringelse af grønlandske patienter på andre lukkede institutioner i Danmark. I den grønlandske kriminallov § 113, stk. 4, er det anført, at retten kan bestemme, at psykisk abnorme lovovertrædere om fornødent kan anbringes på en institution i Danmark. » 254 » Sikringsafdelingen, som er oprettet ved lov ur. 123 af 29. april 1913 om opførelse af et sindssygehospital og en dertil knyttet sikringsanstalt på Sjælland, anvendes til sikring af særligt farlige psykiske syge, herunder grønlændere. Sikringsafdelingen er på grundlag af en retsafgørelse forpligtet til at modtage disse patienter, jf. nu § 2 i lov nr. 1396 af 21. december 2005 om retspsykiatrisk behandling mv. 4. Der er ikke i Grønland lukkede psykiatriske institutioner, og på dette område -som på andre sundhedsområder -er der i forbindelse med Grønlands hjemtagelse af sundhedsområdet 11992 forudsat et samarbejde med danske institutioner, herunder Sikringsafdelingen. Ved hjemtagelsen al sundhedsområdet har Grønlands Hjemmestyre ikke overtaget det finansielle ansvar, og Grønland modtager bloktilskud til dækning al bl.a. udgifter ved henvisning al grønlandske patienter til danske institutioner. 5. Der har indtil denne sag aldrig været tvivl om, at Grønlands Hjemmestyre skulle betale Vestsjællands Amt for de patienter, som i henhold til retsvæsenets afgørelser blev anbragt på Sikringsafdelingen. Grundlaget for betaling i relation til Grønland er Regulativet for Sikringsaldelingen samt det forhold, at patienterne fra Grønland rent faktisk anbringes på institutionen. Hjemlen for Regulativet, som kan betegnes som en anstaltsanordning, kan forudsætningsvis udledes af loven fra 1913 om opførelsen al en Sikringsanstalt. 6. Det fremgår al Regulativets punkt 5, at regler vedrørende betaling for patienter på Sikringsafdelingen erfastlagti Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 184 af 31. marts 1976 om amternes indbyrdes betalingsforpligtelser i forbindelse med varetagelsen al retspsykiatriske opgaver. Bekendtgørelsen gælder ikke for Grønland, men Vestsjællands Amt har for så vidt angår grønlandske patienter med Hjemmestyrets accept anvendt betalingsreglerne i bekendtgørelsen, således at Grønland har været »hjemsteds-amtskommune« for de grønlandske patienter, som er henvist til Sikringsafdelingen. Det gælder også for tilfælde -som det foreliggende -hvor patienten kommer til Danmark i kraft af en aftale med Storstrøms Amt. 7. Betalingsreglerne i aftalen med Storstrøms Amt er opbygget efter samme principper, som findes i bekendtgørelsen. Der er tale om en refusionsordning, hvor den amtskommune, hvortil en patient henvises og behandles, modtager refusion fra den amtskommune, hvor patienten har bopæl. Det bemærkes, at Grønland inden for sundhedsområdet havde sit eget amtsnummer. 8. Den praksis, som parterne har fulgt, er helt på linie med refusionsordningen. I 1990'erne har der været et lignende tilfælde på amtshospitalot, hvor en patient efter et voldeligt overfald blev dømt til anbringelse på en psykiatrisk institution. I denne sag betalte Hjemmestyret for patientens ophold på institutionen, der varede ca. 10 år. Det bemærkes yderligere, at der for udviklingshæmmede har været samme praksis de tilfælde, hvor en grønlandsk patient begik kriminalitet i Danmark. 9. Det afvises, at patienten i den aktuelle sag i relation til bekendtgørelsen har status som udlænding. Patienten kom til amtshospitalet i Vordingborg i kraft at aftalen mellem Grønlands Hjemmestyre og Storstrøms Amt, og der or derfor ikke tale om et »midlertidigt ophold« i bokendtgørelsens forstand. Patienten opholdt sig ikke tilfældigt i Danmark, således som det er tilfældet, hvis det drejer sig om en udlænding. 10. Vestsjællands Amts standpunkt efter lndenrigs og Sundhedsministeriets vejledende udtalelse af 30. juni 2005 hviler på den forudsætning, at Ministeriets fortoikning at regelgrundlaget er korrekt, og at betalingsforpligtelsen dermed påhviler Storstrøms Amt -og ikke Grønlands Hjemmestyre. 11. A blev i november 2004 overflyttet til Psykiatrien i det tidligere Århus Amt. Dette skete i medfør at en sarnarbejdsaftale, som Region Sjælland ikke er en del at, og det afvises, at regionen kan hæfte for et tilbagebotalingskrav mod Region Midtjylland. I maj 2007 er A flyttet til en åben institution i Grønland Hvis Grønlands Hjemmestyres standpunkt var konsekvent, skuflo der fortsat gøres krav gældende mod Region Sjæfland, idet foranstaitningen, der blev iværksat i 1999, stadig ikke or ophørt. 12. Det gøres subsidiært gældende, at kravet er bortfaldet på grund at passivitet. Der har under hele opholdet løbende været fremsendt fakturaer til Dronning Ingrids Hospital fra såvel Sikringsafdelingen som Psykiatrien i Århus. Beløbene er betalt uden indsigelse, og Hjemmestyret har haft viden og ekspertise til at tage spørgsmålet op på et langt tidligere tidspunkt. Det gøres derfor gældende, at den fortsatte betaling indtil udskrivelsen af A er udtryk for en erkendelse at, at udgifterne har sammenhæng med den aftalte ordning mellem do danske sundhedsmyndigheder og Hjemmestyret. 13. Det gøres yderligere gældende, at dele af sagsøgerens krav er bortfaldet efter reglerne om forældelse. Der er ikke på noget tidspunkt sket en anerkendelse at grundlaget for kravet, og da retssagen er anlagt i oktober 2006, er kravet på 2.460.087 kr., som vedrører perioden december 1999 oktober 2001.« Landsrettens begrundelse og resultat: Efter det for landsretten oplyste er der ikke påvist aftaler eller en fast administrativ praksis efter principperne i den dagældende bekendtgørelse nr. 184/1976, som medfører botalingspligt for Grønlands Hjemmestyre i et tilfælde som det foreliggende, hvor en grønlandsk » 255» patient under indlæggelse på en dansk institution eller hospital begår kriminalitet og i don anledning ved en dansk domstols afgørelse bliver indlagt og senere anbragt på Sikringsanstalten eller et hospital. Herefter finder landsretten som også antaget af lndenrigs og Sundhedsministeriet at det daværende Storstrøms Amt i overensstemmelse med § 1 i bekendtgørelse nr. 184/1976 havde betalingsforpligtelsen for A under hans anbringelse såvel på Sikringsanstalten, afdelingen i Nykøbing Sjælland, som på Psykiatrisk Hospital i Arhus, Risskov. Den fulde betalingsforpligtelse phviler derfor som følge af kommunalreformen nu Region Sjælland. Hvad dernæst angår spørgsmålet, om denne betalingsforpligtelse er bortfaldet som følge af passivitet eller forældelse, lægges det til grund, at det retlige grundlag for A's ophold på Sikringsanstalten (Vordingborg Rets kendelse at 15. december 1999 og dorn at 2. august 2000) aldrig blev oplyst til Dronning Ingrids Hospital. På denne baggrund finder landsretten ikke, at Dronning Ingrids Hospitals manglende reaktion før november 2004 kan anses for retsfortabende passivitet, selv om Dronning Ingrids Hospital var vidende om, at patienten var indskrevet på Sikringsanstalten, og løbende betalte herfor. Den første opkrævning for A's ophold på Sikringsanstalten blev fremsendt den 15. marts 2000 til Dronning Ingrids Hospital af Vestsjællands Amt. Den 9. marts 2005 forelagde Dronning Ingrids Hospital efter opfordring fra Vestsjællands Amt spørgsmålet om betalingspligton for Indenrigs- og Sundhedsministeriet, der efter inddragelse al Storstrøms Amt tog stilling til spørgsmålet. Da ministeriets afgørelse forelå, eftorkom Vestsjællands Amt afgørelsen ved udstedelsen af en kroditnota og må derved anses for at have anerkendt, at betalingspligton ikke påhviledo Dronning Ingrids Hospital. Kravet mod Region Sjælland er derfor ikke forældet, jf. lov om forældelse af 22. december 1908 § 2. Herefter tages de principale påstande, som Dronning Ingrids Hospital vlGrønlands Hjemmestyre har nedlagt, til følge som nedenfor bestemt. Med hensyn til forrentning bemærkes, at den ene af sagerne er anlagt den 27. december 2006. Henset til sagens udfald og resultat skal Region Sjælland betale sagsomkostninger til Dronning Ingrids Hospital v/Grønlands Hjemmestyre som nedenfor bestemt. Beløbet omfatter retsalgift på 198.280 kr., udgifter til vidneførse! på 8000 kr. og udarbejdelse af ekstrakt på 4.22 1 kr. Det resterende beløb er til dækning af udgifter tH advokatbistand. Der er ved fastsættelsen heraf taget udgangspunkt i sagens værdi og dot mod sagens førelse forbundne arbejde. Højesterets dorn. I tidligere instans er afsagt dorn af østre Landsrets 22. afdeling den 22. december 2008. I pådømmelsen har deltaget fern dommere: Børge Dahl, Peter Blok, Jytte Scharling, Niels Grubbe og Hanne Schmidt. Påstande Appellanten, Region Sjælland, der med ankeforbehold har opfyldt landsrettens dom, har nedlagt påstand om, at indstævnte, Dronning Ingrids Hospital Nuuk ved Grønlands Selvstyre, skaI betale 2.460.087 kr. med tillæg al procesrente al 1.998.643 kr. fra den 2. oktober 2006 og af 461.444 kr. fra den 27. december 2006. Dronning Ingrids Hospital har påstået frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb. Anbringender Region Sjælland har ikke for Højesteret gjort gældende, at betalingsforpligtelsen for A's anbringelse på Sikringsafdelingen ved Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland (tidligere Sikringsanstalten) og på Psykiatrisk Hospital Risskov påhviler Dronning Ingrids Hospital. Det gøres alene gældende, at den del af hospitalets krav på tilbagebetaling, der vedrører A's anbringelse på Sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland mere ond 5 år forud for hospitalets sagsanlæg mod Storstrøms Amt den 3. oktober 2006, er forældet efter 1908loven om forældelso. Påstanden er på den baggrund opgjort til 2.460.087 kr., der er den beregnede betaling vedrørende A's anbringelse på Sikringsafdelingen i perioden fra den 15. december 1999 til don 2. oktober 2001. Til støtte for, at donne del al hospitalets krav på tilbagebetaling er forældet, har regionen anført, at der ikke fra det tidligere Vestsjællands Amt foreligger en skylderkendelse. Brevet af 6. april 2006, hvorved Sygehus Vestsjælland, Psykiatrisk Center, meddelte Dronning Ingrids Hospital, at Psykiatrisk Center ville følge afgørelsen fra lndenrigs- og Sundhedsministeriet, er afgivet under den forudsætning, at betalingsforpllgtolsen lå hos Storstrøms Amt. Det var således en forudsætning, at Storstrøms Amt hæftede for betalingen. Heller ikke hospitalets indbringelse at spørgsmålet om betaling for lndenrigs- og Sundhedsministeriet kan begrunde, at forældelsen er afbrudt. Det bestrides endvidere, at forældelsesfristons begyndelsestidspunkt blev udskudt på grund at uvidenhed hos Grønlands Hjemmestyre (nu Grønlands Selvstyro) om grundlaget for anbringelsen at A på Sikringsafdelingen. Dronning Ingrids Hospital må have været klar over, at anbringelsen skyldtes dommen afsagt at Retten i Vordingborg, der blev stadfæstet at østre Landsret, hvilket bLa. ses af de nu fremlagte oplysninger om kontakten til myndigheder i Grønland. Tvivl om retlige spørgsmål vedrørende betalingen kan ikke føre til, at » 256» begyndolsestdspunktet for forældelsen suspenderes efter § 3 i foræde en at 1908. Dronning Ingrids Hospital har gjort gældende, at hospitalets krav på tilbagebetaling at udgifterne til A's ophold på Sikringsafdelingen i perioden december 1999 til oktober 2001 ikke er forældet, idet hospitalet har erhvervet Vestsjæflands Amts anerkendelse at at ville tilbagebetale det erlagte beløb for perioden, Erkendelsen fremgår at brevet at 6. april 2006 fra Vestsjællands Amt og kreditnotaen af 1. juni 2006. Vostsjællands Amt har disponeret på egne vegne, og løftet blev afgivet med viden om, at Storstrøms Amt ikke ville vedkende sig betalingsforpligtelson. Vestsjællands Amt måtte derfor være klar over, at der efterfølgende kunne opstå problemer mod at indkræve beløbet hos Storstrøms Amt. Vestsjællands Amt har stiltiende givet afkald på at påberåbe sig forældelse at den del at kravet, der måtte være forældet. Forældelsesfrìsten blev endvidere udskudt efter korrespondancen mellem hospitalet og Vestsjællands Amt i 2004 om, hvem der havde betalingsforpligtelsen, idet dette førte til en aftale mellem parterne om forelæggelse at spørgsmålet for Inden rigs- og Sundhedsministeriet. Herved her Vestsjællends Amt givet hospitalet rimelig anledning til ikke at iværksætte yderligere forældelsesaibrydendo procosskridt. Dronning Ingrids Hospital har endelig anført, at torældelsestristen er suspenderet efter i 908!ovens § 3, idet hospitalet var i utilregnelig uvidenhed om sit krav. Hospitalet fik således ikke oplysning om det afgørende taktiske forhold -nemlig grundlaget for A's ophold på Sikringsafdelingen -og et sådant kendskab er heller ikke dokumenteret ved de nu fremlagte oplysninger. Forældeisestristen løber derfor tørst fra det tidspunkt, hvor hospitalet ved sædvanlig agtpågivenhed var i stand til at tordre sit krav betalt. Dette tidspunkt er i 2004, jt. Jens Møller Jensens forklaring. Forældelsesfristen kan i øvrigt tidligst være begyndt at løbe efter den 15. marts 2000, idet første opkrævning for A's ophold på Sikringsafdelingen blev sendt ved brev at 15. marts 2000. Supplerende sagsfremstilling Af udskrifter af journaler fra Sikringsafdelingen fremgår bla., at en socialrådgiver ved Amtshospitalet i Vordingborg i december 1999 orienterede Kriminalforsorgen i Nuuk samt Nuuk Kommune om, at A var overført til Sikringsafdelingen. Ifølge et brev at 19. juni 2000 har Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland meddelt Nuuk Kommune, at A blev indlagt som mentalobservand den 16. december 1999, og at han ikke havde fået endelig dom endnu. Den 25. januar 2001 meddelte en socialrådgiver ved Sikringsafdelingen ifølge journaludskriftorne telefonisk kommunen, at A havde fået en anbririgelsesdom, og at hans bolig i Grønland derfor kunne opsiges. Af et referat at et møde afholdt den 13. juni 2001 mellem Dronning Ingrids Hospital og Psykiatrisk Center, Sygehus Vestsjælland, fremgår det bLa., at ansatte ved Dronning Ingrids Hospital blev orienteret om de grønlandske patienters tilstand. Det fremgàr ikke, at anbringelsesgrundlaget for A blev drøftet. Af et brev af 3. maj 2001 fra politiet i Nuuk fremgår dot, at påtale for de forhold, som A var sigtet for Grønland, blev opgivet som følge af den danske dorn. Politimesteren i Grønland har et brev af 21. april 2009 oplyst, at der ikke i sagen foreligger oplysninger om, at Dronning Ingrids Hospital blev underrettet om denne påtaleopgivelse eller om, at anbringelsen at A i Sikringsafdelingen skete i medfør at en dansk dorn. Højesterets begrundelse og resultat For Højesteret or sagen begrænset til et spørgsmål om forældelse at en del at Dronning Ingrids Hospitals tilbagebetalingskrav. Det er uoplyst, hvornår de enkelte betalinger har fundet sted. Efter oplysningerne om fakturering kan der tidligst være betalt et beløb efter hospitalets modtagelse af fakturaen at 15. marts 2000 fra Vestsjællands Amt. Jens Møller Jensen, som i tiden fra den 1. november 2001 til den I februar 2008 var hospitaischef ved Dronning Ingrids Hospital, har forklaret, at hospitalet ikke modtog underretning om, at A var blevet anbragt på Sikringsafdelingen i Nykøbing Sjælland i medfør af en dansk dom, og at Dronning Ingrids Hospital først i 2004 blev klar over dette. Denne forklaring har støtte i udtalelsen af 21 april 2009 fra Politimesteren i Grønland. Det at Region Sjælland for Højesteret fremlagte materiale vedrørende kontakter bl.a. mellem Sikringsafdelingen og Dronning Ingrids Hospital og mellem Sikringsafdelingon og Nuuk Kommune sandsynliggør ikke, at Dronning Ingrids Hospital eller Grønlands Hjemmestyre (nu Grønlands Selvstyre) i øvrigt modtog oplysning om, at A var anbragt på Sikringsafdelingen i medfør al en dansk dorn. Højesteret finder, at det herefter må lægges til grund, at Dronning Ingrids Hospital (Grønlands Hjommestyre) først i 2004 blev bekendt med de omstændigheder, som gjorde, at hospitalet ikke var forpligtet til at betale for A's ophold på Sikringsafdolingen. Der er heller ikke grundlag for at fastslå, at Dronning Ingrids Hospital (Grønlands Hjemmestyre) burde være blevet bekendt med disse omstændigheder på et tidligere tidspunkt. Forældelsesfristen efter 1908.4oven kan herefter først regnes fra et tidspunkt i 2004, jf. lovens § 3. I øvrigt må forældelsesfristens udløb anses for udskudt ved henvendolson til Indonrigs- og Sundhedsministeriet med henblik på afgørelse at, hvem » 257» betalingspllgten påhvllode, idet donne henvendelse skete efter Vestsjællands Amts brev af 5. januar 2005, hvori amtet henviste til nødvendigheden at en sådan indd ragelse of Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Ministeriets endelige afgørelse forel den 19. januar 2006, og forældelsen må anses for afbrudt ved Vostsjællands Amts brev at 6. april 2006, hvis indhold efter det forudgående forløb og opfølgningen med udstedeise at kreditnota i hvert fald må forstås som en skylderkendelse, jf. 1908-lovens § 2, 2. pkt. Der er således ikke indtrådt forældelse for nogen del of det tilbagebetalingskrav, som Region Sjælland ved landsrettens dorn blev dømt til at betale til Dronning lngrids Hospital. Højesteret tager herefter hospitalets frifindelsospåstand til følge. Thi kendes for ret: Dronning Ingrids Hospital NUUk ved Grønlands Selvstyro frifindes. I sagsomkostningor for Højesteret skal Region Sjælland inden 14 dage efter denne højosterotsdoms afsigelse betale 125.000 kr. til Dronning Ingrids Hospital Nuuk ved Grønlands Selvstyre. Beløbet forrentes efter rentelovens 8 a.

Senere ændringer til afgørelsen
j GÆLDENDE j
Redaktionel note
(* 2) Offentliggjort Arbejdsretligt Tidsskrift 1988, side 85
DOM nr 3039 af 19/12/1988 Beskæftigelsesministeriet
Yderligere oplysninger >
Resume
Ved en arbejdsretsdom isag j0.955 5128. januar1987 var det lastslået, at en virksomheds hjemsendelse alarbejdere var overenskomststridig og
bodspådraende. Spørgsmålet om betaiingafløn til arbejdere varhenvist tilsædvanlig fagretilg behandling. Ved en faglig voldgiftskendelse blev det
fastslået, at virksomhedens væg]rig imod at betale kin for den daghjemsendelsen havde fundetsted, havde været uberettiget, bortset fra et tidsrum fra
kl. io.ig til kl. ii.os hvor arbejderne havde holdt fagligt møde.
Under en flyarbejdsretssag var der nedlagtpåstand om bod foi' virksomhedensløntilbageholdelse.
Udtalt, at en imderkendelse afen parts handlemåde ved faglig voldgift ikke isig selv er ensbetydende med, at det begåede overenskomstbrud skai være
bodspådragende. Med henvisning til voldgiftskcndelsens bemærkning om, at det varsærligt klart, at virksomheden lirke kunne unddrage sig betaling
forså vidt angår tiden indtil det faglige møde, fandtes bod dog] dette tilfælde at være forskyldt. Boden fastsat til 15.000 Icr.
Bod 231 Overenskomstbrud og bod pålagt0Faglig voldg1ft0(' i)( 2) Bod pålagt
arbejdsgiver for undladelse af at betale løn i
forbindelse med en overenskomststridig
hjemsendelse0 Landsorganisationen j
Danmark for Dansk Typograf-Forbund
(konsulent Morten Ulrich) mod Dansk
Arbejdsgiverforening for Danske Daghiades
Forenings Forhandlingsorganisation for
Fyens Stiftstidende (advokat Michael y0
]auffmann)0 Dommere: Bæhring, Agnete
Halmind, Kill (retsformand), Alibæk Petersen,
Strube, Sven E Thomsen og Westergaard0
Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Dansk Typograf-Forbund indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Danske Dagbiades
Forenings Forhandlingsorganisation for Fyens Stiftstidende for Arbejdsretten med påstand om, at det pålægges Fyens Stiftstidende at betale en efter
rettens skøn fastsat bod til Dansk Typograf-Forbund for brud på gældende overenskomst.
De indkiagede har påstået frifindelse.
Sagens omstændigheder er efter det oplyste følgende:
Ved Arbejdsrettens dorn af 28. januar 1987 sag nr. 10.955 mellem de santme parler fandtes Fyens Stiftstidende at have handlet overenskomststridigt
ved den . april 1985 at have hjemsendt de ansatte typograf'er og idømtes herfor en bod på 5e.ooo kr. til Dansk Typograf-Forbund. i overensstemmelse
med forbundets påstand blev spørgsmålet om betaling til de ansatte typografer henskudt til afgørelse ad sædvanlig fagretlig vej.
For tiden efter den 2. april 1985 er betalingsspørgsmålet blevet løst. Derimod opstod der uoverensstemmelse om, hvorvidt der tilkom de hjemsendte
typografer løn for den 2. april 1985. Ved et fællesmøde den 25. maj 1987 enedes parterne om at lade denne uoverensstemmelse afgøre ved faglig voldgift.
Fra lønmodtagerside forbeholdt man sig efterfølgende at indbringe spørgsmålet om bodsansvar for Arbejdsretten.
Ved en opmandskendelse af . juli 1987 blev Danslce Dagbiades Forenings Forhandlingsorganisation l'or Fyens Stiftstidende tilpligtet at anerkende, at
det havde været uberettiget at foretage løntræk for den 2. april 1985, bortset fra tidsrummet frakl; 10.15 til kl. 11.05. 1 kendelsen hedder det bla.:
»Mandag den i. april 1985 nedlagde Dansk Typograf-Forbunds medlemmer på Fyens Stiftstidende arbejdet i protest mod gennemførelsen aflov nr. 123
af 31. marts 19850m fornyelse og forlængelse afkollektive overenskomster og aftaler m.v. Dansk Typograf-Forbund har i anden forbindelse erkendt, at
denne arbejdsnedlæggelse var overenskomststridig.
Mandag aften var der efter det oplyste uroligheder i Odense som ['01go al' lovens gennemførelse, og tirsdag formiddag drøftede det typografiske
personale på Fyens Stiftstidendes sætteri, hvorledes man skulle forholde sig til de begivenheder ude i byen, som fortsat fandt sted som følge af
arbejdsmarkedssituationen. Kl. ie.i gik typografei-ne til fagligt møde, men arbejdet blev genoptaget kl. n.og. Kl. 14 blev de hjemsendt som følge af, at
tirsdagsavisen il<ke var gjort færdig til trykning.
Ved Arbejdsretlens dorn afz8. januar 1987 blev hjemsendelsen erldæret overenskomststridig, og Fyens Stiftstidende blev tilpligiet at betale en bod på
50.000 Icr. til Dansk Typograf-Forbund. Spørgsmålet om betaling til de ansatte typografer blev henskudt til afgørelse ad fagretlig vej.
Dansk Typograf-Forbund har principalt påstået Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation for Fyens Sti i'tstidende tilpligtet at anerkende,
at det er uberettiget at foretage løntræk for den 2. april 1985, når der ses bort fra tidsrummet ie.i5-ii.05. Subsidiært har forbundet påstået, at det er
uberettiget at foretage løntræk for tidsrummet frem til Id. io.15.
Danske Dagblade» Forenings Forhandlingsorganisation for Fyens Stiftstidende har påstået frifindelse.
Om begivenhedsforløbet tirsdag den 2. april 1985 er der afgivet forklaring af fællestillidsmand i sætteriet Poul Rasmussen og af'teknisk direktør
Carsten østerbye.
Poul Rasmussen har forklaret, at man på mødet besluttede, at man ikke ville være med til at fremstille tirsdagsavisen. Dette meddelte man ledelsen, men man fik fortsat uddelt tekst også til tirsdagsavisen. Noget al det kunne jo imidlertid bruges til onsdagsavisen. Det er praksis på bladet, at man
holder frokost »efter avis«, og det kan man sjældent nå før kl. 12. Den pågældende dag holdt man imidlertid frokostpause kl. 12-12.30, og efter pausen
gav man på fly overfaktoren klar besked om, at tirsdagsavisen ikke ville blive produceret.
Carsten østerbye har forklaret, at tirsdagsavisen var den første, der udkom, i ia dage. Der havde været voldsomme uroligheder i Odense mandag aften,
og ledelsen satte derfor meget ind p5. at få tirsdagsavisen ud. Kl. i4 manglede man mellem et kvarter og en halv times arbejde i aL få avisen klargjort til
trykniig. Ca kl. 12.30 havde han fra trykkeriet, derligger godt 3 km fra sætteriet, raet en melding om, at tirsclagsavisen ikke ville blive trykt. Trykkerne
havde dike deltaget i forrniddagsmødet på sætteriet, men havde selv holdt møde ved middagstid. Det er rigtigt, at nogle af annoncerne fra
tirsdagsavisen nok også kunne bruges om onsdagen, og det samme var formentlig gældende for en del andet materiale.
Dansk Typograf-Forbund har gjort gældende, at det under alle omstændigheder må være klart, at der skal betales løn for tiden indtil kl. io.i, idet der i
dette tidsrum er arbejdet ganske normalt. Efter afslutningen al' det faglige møde gjorde typograferne det klart for ledelsen, at man ikke ville producere
tirsdagsavisen, men i øvrigt ville arbejde normalt, og ledelsen valgte at lade personalet fortsætte med at arbejde indifi sædvanlig arbejdstids ophør. Det
må efter bevisførelsen anses for godtgjort, at en del af det udførte arbejde også ville have været anvendeligt i nnsdagsavisen, og man kunne i øvrigt blot
have pålagt typograferne at producere onsdagsavisen, hvis man ikke ville hjemsende dem umiddelbart efter kl. n.i. Det er ledelsens ansvar, at roan
fortsat insisterede på, at tirsdagsavisen skulle produceres.
Danske Dagblades Fnrenings Forhandhingsorganisation for Fyens Stiftstidende har anført, at arbejdsgiverens ledetsesret er krænket, idet nægtelsen af
at ville producere tirsdagsavisen må sidestilles med en arbejdsnedlæggelse. Det må forekomme urimeligt, hvis typograferne skal have løn for den
pågældende dag -bortset fra det faglige møde - idet de er nærmest til at bære risikoen for, at de nægtede at producere tirsdagsavisen.
Da der ikke er opnået flertal blandt de al' parterne valgte voldgiftsmænd, træffes afgørelsen al' opmanden, der udtaler:
Ved Arbejdsrettens dorn af 28. januar 1987 blev det antaget, at hjemsendelsen aftypograferne måtte betragtes som en reaktion mod deres adfærd med
hensyn til produktion al' tirsdagsavisen. Det blev ikke anset for bevist, at hjemsendelsen, som virksomheden havde hævdet under arbejdsretssagen, var
begrundet i, at det al' drifts- og produktionsmæssige grunde ikke var muligt at få produceret onsdagsavisen og påskeavisen.
Efter bevisførelsen i denne sag må det lægges til grund, at virksomhedens ledelse efter afslutningen af det faglige møde i sætteriet kl. ii.og og påny kl.
12.30 blev gjort bekendt med, at typograferne nægtede at fremstille tirsdagsavisen. Ledelsen kunne da have hjemsendt lypograferne for resten al'
arbejdsdagen, men valgte at lade dem blive på arbejdspladsen indtil den normale arbejdstid sluttede i sætteriet kl. 14. Når hertil kommer, at det må.
anses for godtgjort, at en del af del arbejde, der blev udført med den ikke færdiggjorte tirsdagsavis, ville have været anvendeligt i onsdagsavisen, findes
virksomhedens ledelse ikke at kunne unddrage sig betaling foi' de timer, hvor typograferne arbejdede den pågældende dag. Dette er særlig klart for så
vidt angår tiden indtil kl. 10.15, men må også gælde tiden efter det faglige mødes afslutning kl. ii.o5, idet ledelsen til trods Ihr typografernes
tilkendegivelse beholdt dem på arbejdspladsen og kunne have anvendt dem til opgaver, de var villige til at udføre.
Som følge af det anførte tages klagernes principale påstand til følge.
Med henvisning til, at det ved kendelsen er fastslået, at Fyens Stiftstidende har handlet overenskomststridigt ved uberettiget at have tilbageholdt løn foi'
den 2. april 1985, og til, at der ikke har foreligget en lcvalificeret fortolkningsmæssig tvivl om indidagedes forpligtelse til at betale løn, har klageme
herefter ved klageskrift afio. september 1987 indbragt sagen for Arbejdsretten til afgørelse af den nedlagte bodspåstand.
For Arbejdsretten har teknisk direktør Carsten østerbye forklaret, at det var ledelsens indtryk, at typograferne i sætteriet arbejdede på skrømt hele
dagen den 2. april 1985, når man ilc.ke ville lave tirsdagsudgaven. Man anså sig derfor berettiget til at trække typograferne i løn for denne dag. Det
drejede sig for typograferne i sætteriet om en samlet lønsum på ca. 25.000 kr.
Kiagerne har til støtte for påstanden anført, atArbejdsrettens dom af 28. januar 1987 alene angik spørgsmålet, om Fyens Stiftstidende havde handlet
ovei'enskomststridigl ved at hjemsende Lypograferne ved arbejdstids ophør den 2. april 1985 kl. og om virksomheden i den anledning havde
forskyldt bod. Spørgsmålet, om det var berettiget eller uberettiget at trække typograferne i løn for den 2. april 1985, blev der derimod ikke taget stilling
til ved dommen, dej' alene henskød spørgsmålet om opgørelsen af den betaling, typograferne havde krav på under den uberettigode hjemsendelse, til
afgørelse afsædvanlig fagretlig vej. Dommen har således ikke taget stilling til det hodsansvar, som gores gældende under denne sag.
Klagerne har videre anført, at opmandskendelsen af 7. juli 1987 utvetydigt fastslog, at det havde været uberettiget at foretage løntræk for den 2. april
1985, bortset fra tidsi'ummmet fra Id. ie.ig til kl. n.o. Ved kendelsen er det således slået fast, at Fyens Stiftstidende har begået overenskomstbrud ved
ikke at ville betale typograferne løn for disse timer, hvor de var til stede på arbejdspladsen og udførte arbejde, som kunne indgå i fremstillingen af
onsdagsavisen. Dette overenskomstbrud må være bodspådragende. For så vidt angår tidsrummet indtil kl. 10.15, må dette resultat være utvivlsomt. Men
det samme må gælde tidsrummet fra kl. 11.05 til arbejdstids ophør kl. i,idet man fra ledelsens side valgte at lade typograferne blive på arbejdspladsen,
uanset at de havde tilkendegivet, at de ikke ville arbejde med stoffet til tirsdagsavisen. Under disse omstændigheder får det uberettigede Iøntræk
karakter af en efterfølgende straffeaktion over for typograferne. Der blev også i dette tidsrum udført arbejde, som kunne være brugt senere, og som det
derfor var åbenbart, at der skulle betales løn for. Der er ikke godtgjort formildende omstændigheder. Boden må derfor udmåles under hensyntagen til,
at den lønum, virksomheden ville unddrage typografèrne i sætteriet, androg omkring a.ooo kv.
De indkiagede har anført, at Fyens Stiftstidende ved Arbejdsretlens dom afz8. januar 1987 er idørnl bod for del samme forhold, soin under denne sag er
indbragt for rotten med påstand om bod. Allerede som følge heraf må virksomheden l'rifindes, da det følger såvel al' retsplejelovens regler om
genoptagelse som af almindelige processuelle grundsætninger, at det er udelukket at føre retssag om samme reisforhold lu gange, medmindre der
foreligger helt ekstraordinære omstændigheder, hvilket ikke er tilfældet i denne sag.
De indkiagede har videre anført, at virksomheden handlede i god tro og ikke gjorde sig skyldig i nogen bevidst overtrædelse af overenskomsten, da man
foretog løntræk for den 2. april 1985. Denne dag forsøgte man til det sidste at få tirsdagsavisen ud, men målte konstatere, at det ildce lod sig gore på
grund aftypografernes vægring ved at arbejde med tirsdagsudgaven. Det arbejde, der blev udfrt, var værdiløst for virksomheden, og den manglende
tirsdagsavis kom til at koste bladet ca. i mio. icr. Under disse omstændigheder kan det ikke bebrejdes virksomheden -der efter arbejdsretlig praksis kun
er forpligtet til at betale løn for brugbart arbejde - at man foretog løntræk som sket. Der er i hvert fald hverken sket bevidst tilsidesættelse al'
overenskomsten eller handlet groft uagtsomt, hvilket må være forudsætningen for, at der kan pålægges virksomheden bod.
Arbejdsretten skal udtale:
Ved Arbejdsrettens dorn af 28. januar1987 i sag nr. 10.955 mellem parterne i nærværende sag fandtes Fyens Stiftstidende at have handlet
overenskomststridigt ved den 2. april 1985 ved normal arbejdstids ophør Id. 14 at have hjemsendt de ansatte typografer og idømtes for dette
overenskomstbrud en bod på 50.000 icr. ifi Dansk Typograf-Forbund. i modsætning hertil vedrører bodspåstanden i nærværende sag det forhold, at det
ved en faglig voldgift er fastslået, at det var uberettiget al' Fyens Stiftstidende at foretage løntræk for den 2. april .1985, bortset fra tidsrummet fra kl.
10.15 til kl. ii.o5, d.v.s. for en tid, der lå forud for hjemsendelsen. Som anferi al' Idagerne har den tidligere dorn således ikke taget stilling til det
bodsansvar, der gøres gældende under den foreliggende sag. De inidkiagedes påstand om frifindelse med henvisning til, at det som almindelig regel er
udelukket at føre retssag om samme retsforhold to gange, kan derfor ikke tages til folge.
Efter det resultat, som opinanden under den faglige voldgift nåede til, må det lægges til grund, at Fyens Stiftstidende handlede overenskomststridigt
ved at trække typograferne i løn for den a. april 1985. En sådan underkendelse ved en faglig voldgift af en parts handlernåde er imidlertid ikke i sig selv
ensbetydende med, at det begåede overenskomstbrud skal være bodspâdragende. Afgørende i så henseende er efter arbejdsretlig praksis, om
vedkommende part må antages at have været Idar over, at den handlede overenskomststridigt, eller dog må antages at have udvist en sådan
uagtsomhed, at et bodsansvar må skønnes al være en rimelig reaktion på nverenskomstbruddet.
Ved opmandslcendelsen er lagt til grund, at Fyens Stiftstidendes ledelse kunne have hjemsendt typograferne tidligere end sket den pågældende dag, men valgte at lade dem blive indtil normai arbejdstids ophø.r Id. 14, og at en del af det udførte arbejde ville have været anvendeligt i avisen den følgende
dag. Med henvisning hertil udtaler oprnanden, at ledelsen ikke lcunne unddrage sig betaling for de timer, hvori lypogralbrne arbejdede den pågældende
dag, og at dette er særlig klart for så vidt angårtiden indtil det faglige møde kl. io.i, men også må gælde tiden efter mødets afslutning kl. n.o.
På denne baggrund finder Arbejdsretten, at i hvert fald underkendelsen ved den faglige voldgift al' løntrældcet Ihr de timer forud for det faglige mødes
begyndelse Ici. 10.15, i hvilke der blev arbejdet normalt, må bevirke, at boder l'orskyldL Efter det foreliggende findes boden. at burde fastsættes til 15.000
kv.
T h i Ic e n d e s fo r r e t:
Til Dansk Typograf-Forbund skal Fyens Stiftstidende betale en bod på 15.000 kr.
De indklagede skai betale sagens omkostninger, 2.ooo Icr., til Arbejdsretten.
Officielle noter
(*i) Henvisninger: PerJacobsen s.442, s.488 og s.626, note 95, Knud Illum s.316, K 87.285 K.86.127, K.lo.955 (A :1987, s.58).

michael kauffmann
advokat michael kauffmann