Nyheder

Højesteretsdom af 24. januar 2017 - Dronning Ingrids Hospital, Grønland - frikendt


Dom afsagt den 24. januar 2017 A mod B, Dronning Ingrids Hospital og Departementet for Sundhed

Der var ikke grundlag for erstatning til en grønlandsk kvinde som følge af manglende oplysning om behandlingsmuligheder i udlandet, herunder i Danmark. Kvinden fik i 2005 fjernet sit ene bryst som følge af brystkræft. Sagen angik i første række, om en overlæge, der havde behandlet kvinden på Dronning Ingrids Hospital i Grønland, var erstatningsansvarlig over for kvinden og var forpligtet til at betale hende godtgørelse for tort, fordi han ikke forud for behandlingen informerede hende om muligheden for at blive undersøgt og eventuelt få foretaget en brystbevarende operation i Danmark.

Højesteret tiltrådte, at lægen ikke i forbindelse med behandlingen af kvinden for brystkræft havde tilsidesat sin forpligtelse efter § 12, nr. 1, jf. § 6 og § 7 i landstingsforordningen om patienters retsstilling til at sikre, at hun gav informeret samtykke til sin operation på grundlag af fyldestgørende oplysninger om behandlingsmulighederne, idet denne forpligtelse kun omfatter behandlingsmuligheder, der tilbydes af det grønlandske sundhedsvæsen i eller uden for Grønland. Det var ubestridt for Højesteret, at det i 2005 ikke var muligt i kvindens tilfælde at foretage en brystbevarende operation i Grønland eller at henvise til en sådan operation i Danmark. Der var derfor ikke grundlag for at tilkende erstatning eller godtgørelse for tort. Kvinden kunne allerede af den grund heller ikke rette sådanne krav mod Dronning Ingrids Hospital eller Departementet for Sundhed. Grønlands Landsret var kommet til det samme resultat.

Gengivet fra Højesteret.


 

Højesterets dom af 14. august 2015 -

Hvornår kan breve til en lejer med betalingspåkrav eller ophævelse af lejemålet anses for at være kommet frem?


Udlejeren af to erhvervslejemål havde ophævet lejemålene som følge af lejerens betalingsmisligholdelse og anmodede fogedretten om at sætte lejeren ud af lejemålene. Lejeren protesterede, idet han bl.a. anførte, at han først den 25. november 2013 havde fundet udlejerens betalingspåkrav oven på brevkasseanlægget ved indgangen til den etageejendom, hvor lejemålene var beliggende, og at han samme dag havde betalt den skyldige leje.

Hovedspørgsmålet i sagen var, hvornår udlejerens breve med betalingspåkrav og ophævelse måtte anses for at være kommet frem til lejeren, idet udlejeren havde bevisbyrden for, at betalingspåkrav og ophævelse af lejeaftalen var kommet frem så betids, at ophævelsen var gyldig.

Højesteret udtalte generelt, at et brev til en lejer med betalingspåkrav eller ophævelse af lejemålet, som udlejer har adresseret korrekt og sendt både som almindelig og anbefalet post, som udgangspunkt må anses for at være kommet frem til lejeren den dag, hvor brevet og meddelelsen om det anbefalede brev ved normal postbesørgelse er afleveret på adressen, herunder i brevkasse, og at dette gælder, uanset at lejer undlader at afhente det anbefalede brev på posthuset.

Højesteret udtalte endvidere, at udgangspunktet må fraviges, f.eks. hvis postbesørgelsen ikke er normal, eller hvis udlejeren ved eller burde vide, at særlige forhold hos lejeren såsom bortrejse eller hospitalsindlæggelse kan bevirke, at han ikke ser posten. I den konkrete sag fastslog Højesteret, at udlejerens breve med betalingspåkrav og ophævelse var kommet frem til lejeren henholdsvis den 14. og 20. november 2013. Da lejeren først betalte restancen den 25. november 2013, var udlejerens ophævelse af 19. november 2013 gyldig. Udlejerens anmodning om udsættelse af lejeren kunne derfor fremmes ved fogedretten.

Landsretten var kommet til samme resultat.

Gengivet fra Højesteret.


Afstemning i ejerforening - Østre Landsrets dom 25. september 2013

En ejerforening, som vi repræsenterer, blev stævnet af en af medlemmerne, som mente, at man i foreningen skulle stemme med 1 stemme pr. ejerlejlighed og ikke med samme vægt som fordelingstallene. Vedtægternes bestemmelse om afstemningsmetode var uklar og selvmodsigende. Som administrator havde vi  vurderet, at i et sådan tilfælde, måtte man henholde sig til normalvedtægten, som gælder generelt for ejerforeninger, der ikke selv har egne vedtægter. Normalvedtægten bestemmer, at man skal stemme efter fordelingstal.

Der er tale om en ejerforening beliggende på en af Danmarks dyreste adresser i Gentofte kommune, og lejlighedernes værdi antoges at ville blive påvirket betydeligt, afhængig af, om den største lejlighed, alene havde samme stemmeværdi, som den mindste lejlighed i kælderen (1 stemme pr. lejlighed), eller om retten ville nå frem til, at man skal stemme efter fordelingstal (størrelsen af de enkelte lejligheder m.v.).


Byretten fastslog, at vi som administrator havde vurderet korrekt, og at man i foreningen skulle stemme i overenstemmelse med reglerne i normalvedtægten, altså efter fordelingstal, da foreningens egne vedtægter var uklare. Sagsøgerinden var dog utilfreds med byrettens dom og ankede sagen til Østre Landsret, som stadfæstede byrettens afgørelse og fastslog, at afstemning skulle ske med stemmevægt, som fordelingstallene. Ejeren af den lille kælderlejlighed til en værdi af måske nogle få millioner, kunne derfor ikke stemme med samme vægt, som ejeren af en af det store lejligheder højere oppe i ejendommen.

Sagsøgerinden havde under forløbet afholdt et bestyrelsesmøde, hvor hun alene deltog, og under bestyrelses-mødet  "valgte" hun sig selv som ny formand. Hun "besluttede" samtidig at overdrage administrationen til en af hende valgt anden administrator. Hun skrev samtidig til ejerforeningens bankforbindelse og meddelte, at adgang og råderet over foreningens bankkonto skulle overføres til hende og den af hende udpegede administrator.

Vi måtte efter aftale med ejerforeningen derfor, efter forgæves at have rejst indsigelse overfor banken, indbringe bankens disponering for pengeinstitutankenævnet og klage over, at banken uden behørig legitimation havde overført råderetten over foreningens konto til sagsøgerinden.

Sagsøgerindens advokat havde i øvrigt under byretssagen optrådt på en sådan måde, at foreningen klagede over ham til Advokatnævnet.

Ejerforeningen fik medhold i Pengeinstitutankenævnet, og banken og sagsøgerinden måtte betale en mindre erstatning dækkende et beløb, som sagsøgerinden uberettiget havde trukket på kontoen. Sagsøgerindens advokat blev idømt en bøde i Advokatnævnet. Endelig fastslog byret og landsret, at søgsøgerindens disponering over ejerforeningens bankkonto og administration var ulovlig og hun blev pålagt at betale sagsomkostninger.

Sagen tog mere end 3 år at komme igennem, kostede mange penge og var en relativ stor belastning for alle i foreningen. 

Da der nu foreligger en endelig ankedom, som fastslår, at normalvedtægten skal bruges ved uklarhed, har sagen haft en vis principiel betydning, idet der her i landet er et ikke ubetydelig antal ejerforeninger med uklare vedtægter, og erfaringen viser, at man i mange ejerforeninger har problemer med dårligt formulerede afstemningsregler mm.



Forbud nedlagt mod brug af kopieret navn - Rettens kendelse af 10. november 2012

 
Retten bestemte den 10. november 2012, at der kunne nedlægges forbud mod en restauratør i Roskilde, som i foråret 2012 begyndte at kalde sig Rosies Restaurant m.v. Restauratøren i Roskilde havde samtidig fået "sit navn" registreret som binavn (ekstra navn til selskabets hovednavn) i Selskabsstyrelsen mv.

Restaurant Rosie McGees i København, som på 20. år med succes har drevet en af Danmarks største restauranter, mente sine rettigheder krænket. I følge restaurant Rosie McGees forsøgte restauratøren i Roskilde at fremså som et filial af dem, med samme koncept, blot i en billigere og mindre udgave.

Flere gæster tog fejl af stedere, hvilket gav problemer, idet de 2 virksomheder havde forskellig serviceniveau og prispolitik m.v. Rosie Mcgees bad os repræsentere dem og da restauratøren i Roskilde ikke frivilligt ville ændre navn, blev sagen indbragt for retten.

Den 10. november 2012 bestemte retten, at der kunne nedlægges forbud mod restauratøren i Roskilde og dennes brug af navnet Rosie m.v., idet restauratøren i Roskilde søgte at udnytte en gennem 20 år opbygget goodwill tilhørende Rosie McGees mv.

Restauratøren i Roskilde måtte herefter ændre navn og acceptere ikke at benytte et navn, som kunne forveksles med Rosie McGees, såvel som restauratøren i Roskilde måtte afstå sit domænenavn "Rosies.dk" og betale en godtgørelse.


 
Handlet kvinde søgte asyl - Flygtningenævnets afgørelse af 1. november 2012
Vi repræsentere flere gange om året flygtninge og asylansøgere i Flygtningenævnet. Senest har vi bistået en udenlandsk kvinde, som politiet først havde tilbageholdt og Udlændingestyrelsen efterfølgende bestemt skulle udvises af Danmark.

Kvinden oplyste bl.a., at hendes yngste datter var blevet bortført og at kidnapperne forlangte en større pengesum betalt, samt at hun skulle tage med dem til Danmark og arbejde som prostitueret og tjente penge til dem.

Flygtningennævnet kunne ikke meddele asyl, idet kvinden i hjemlandet kunne søge myndighedernes hjælp, såvel som hun kunne søge bistand fra lokale NGO-organisationer. Men kvinden blev imidlertid ikke pålagt at udrejse inden for en kort frist, idet Udlændingestyrelsen skulle hjælpe kvinden i henhold til særregler om bistand til "handlede kvinder".



Grønlands Selvstyre mod Region Sjælland - Højesterets dom af 20. oktober 2010 - Ugeskrift for Retsvæsen 2011, side 246

 
Som advokat for Grønlands Selvstyre har vi i oktober 2010 i Højesteret fået medhold i en erstatningssag mod Region Sjælland som medførte, at regionen måtte tilbagebetale ca. 18.000.000,00 kr. til Grønland.

Sagen drejede sig kort fortalt om, hvem som har betalingsforpligtigelsen for en grønlandsk psykisk syg patient, som opholdt sig på et hospital i Danmark til observation. Grønland betalte regionen for observationen.

Under opholdet i Region Sjællands væretægt begik den grønlandske patient en alvorlig forbrydelse og blev af en dansk domstol dømt til ophold på en sikringsanstalt og forvaring.

Spørgsmålet, som Østre Landsret i første instans i erstatningssagen mod Region Sjælland skulle tage stilling til, drejede sig om, hvem som skulle betale den relative høje udgift til at holde patienten under forvaring efter at patienten var dømt for den kriminelle handling i syddanmark.

Region Sjælland mente, at Grønlands Selvstyre skulle afholde udgiften på knap 3 mio. kr. pr. år i ca. 5 år og påstod i øvrigt, at en del af kravet var forældet.

Vi mente, at da handlingen var begået i Danmark under et af Grønlands Selvstyre betalt ophold på et hospital i Region Sjælland, så havde regionen ansvaret for patienten og den afledte udgift.

Østre Landsret gav Grønlands Selvstyre ret og dømte Region Sjælland til at refundere selvstyret den udlagte samlede udgift på ca. 18 mio. kr. inkl. renter og omkostninger.

Region Sjælland, der var repræsenteret af advokater for Bech-Bruun, ankede sagen til Højesteret for så vidt angår en del af kravet, idet de i Højesteret påstod, at en del af kravet var ældre en 5 år og forældet.

Højesteret var enig med os i, at Grønlands Selvstyre ikke var gjort bekendt med den grønlandske patients kriminelle handlig i Danmark og at forældelsesfristen i øvrigt var suspenderet samt at ingen del af kravet var forældet.

Højsteret stadfæstede landsrettens dom og dømte Region Sjælland.

Grønlands Selvstyre modtog herefter ca. 18 mio. kr. fra regionen.


 
© 2017 Kauffmann.dk